Tilbage til 70erne på godt og ondt

Tidsånden fra 1970erne er på vej tilbage. Det kræver, at erhvervslivet holder tungen lige i munden.

Orange vandhaner, genbrugstøj, store tekander og lange diskussioner er ikke lige det, der præger direktionsgangene, men det bør præge tankegangen i marketingafdelingen og hos kommunikationsfolkene i fremtiden. Vi er nemlig på vej til at få genskabt mange af de tendenser, der prægede 1970erne: Det er en kold tid, vi lever i (citat Anker Jørgensen).

Unge præget af fællesskab, krisens store salgshit er gær, garn og frø – hjemmebag, hjemmestrik og urtehave. Højeste mode er støvler og tasker i lyst kernelæder, og gamle patinerede udgaver jagtes som designerstole for fire år siden. I køkkenudstillingerne finder vi brune skabe og orange vandhaner. Fritids- og sportstøj i retrodesign med striber som for 35 år siden.

Et ungt menneske, der vil være med på det nye, sammensætter selv sin tøjstil: Opsøger genbrugsbutikker efter fund, søger på nettet efter sjældne produkter, snupper lige en basiskollektion i H&M og tilsætter lidt hotte brands som krydderi på sit outfit. Det hedder ikke antimode, men det virker på samme måde.

Økonomien er også på vej til at blive som i 1970erne med en større offentlig gældsætning. Virksomhederne har fremgang igen, men ikke med mange nye job. Konkurrenceevnen er presset, og energiprisernes himmelflugt sætter hele økonomien under pres. Energibesparelser i hjemmet er sund fornuft. Heldigvis er betalingsbalancen ikke i samme sørgelige forfatning som i 1970erne – så vi får en »light« udgave af datidens krise. Fastkurspolitikken er også en kraftig afvigelse – heldigvis.

Politisk var 1970erne en noget omskiftelig tid. Efter jordskredsvalget i 1973 blev de ideologiske modsætninger skarpe, og fløjene i dansk politik stod stærkt. Vi kan være på vej i samme retning igen. De store blokke mister tilslutning, og midten og fløjene i dansk politik er ved at blive genskabt. Polariseringen og behovet for brede forlig over midten kan blive resultatet.

Det eneste sikre efter oliekrisen var, at Anker Jørgensen dannede regering og gældsatte landet yderligere – undtaget 13 måneder med Hartling. Det kunne være Lars Løkke Rasmussen, der blev vor tids Anker. Der er i det mindste visse ydre ligheder, selv om partifarven er forskellig. Et valg, der kun muliggør en mindretalsregering med støtte hen over midten, kan forme vejen.

Endelig ser det ud til, at underskuddet på de offentlige finanser også er på vej ind i en permanent tilstand, hvor det ikke er muligt i lang tid fremover at bringe ligevægt. Så er parallellen næsten uhyggelig. Vi er måske på vej til at skabe en offentlig gæld, der først vil være afviklet af vores børnebørn.

For de danske virksomheder giver denne udvikling to store udfordringer. Det første er at navigere markedsmæssigt i den nye tid, hvor det ikke kun er Danmark, der oplever en 70er-revival. Den anden er at arbejde målbevidst på at undgå den erhvervsfjendske holdning, der prægede store dele af befolkningen i 1970erne.

Det skal ske ved tidligt at arbejde positivt for at forbedre medarbejdernes kvalifikationer på arbejdsmarkedet gennem en samfundsmæssig indsats både lokalt og nationalt samt gennem imagepleje.

Hellere tidligt end silde. Spørg bare gamle kollegaer og bestyrelsesmedlemmer med meget erfaring om, hvordan det var at navigere i en tid, hvor de unge foretrak en offentlig ansættelse frem for et job i det private og der herskede en udbredt mistillid til virksomheder i hele samfundet. Den del af tidsånden skulle vi gerne undgå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *